Landsstyreformand Hans Enoksen Qaqortoq, den 6. marts 2006
Grønlands Hjemmestyre
Åbent brev omkring Great Greenland A/S
Nu har jeg gennem længere tid hørt mange påstande (både rigtige og forkerte) omkring Great Greenland A/S. Både fra ledelsen og fra offentligheden.
Tilbageholdelse af oplysninger til bestyrelsen mv.
For canadiske skind indkøbt i 2003 og i 2004 er jeg bekendt med, at de gav Great Greenland A/S direkte og stort negativt dækningsbidrag (i 2004 efter kassationer). Det vil sige, at de resultatmæssigt intet har bidraget til selskabets øvrige drift. Men tværtimod givet et decideret underskud, der vel i sidste ende må dækkes af fangere eller Landskassen.
Allerede den 9. marts 2005 (før min fratrædelse) fremsendte jeg en mail til bestyrelsesformanden, hvori jeg bl.a. skrev, at jeg ikke længere kunne finde mig i, at direktøren bevidst ønskede at tilbageholde de regnskabsmæssige fakta omkring de canadiske skind overfor bestyrelsen.
Jeg har nemlig tidligere ønsket at få fremsendt salgsstatistik til samtlige bestyrelsesmedlemmer. Men blev afvist af direktøren.
Salgsstatistikken ville vise, hvor selskabet reelt tjener (og taber) på de enkelte produktioner. I mine øjne meget relevant læsning, da det i allerhøjeste grad må være i bestyrelsens interesse (og ansvar) at vide, hvor selskabet tjener (eller taber) pengene.
For at få bekræftet (eller afkræftet) min påstand ser jeg ikke andet udvej end, at Du som øverste repræsentant som ejer af selskabet må stille krav om indsigt i, hvorledes resultatet af de canadiske skind har været for 2003, 2004 og 2005. Dette gennem fremvisning af salgsstatistik. Og suppleret med oplysninger om kassationer. Og at dette er gennemgået og godkendt af revisionen.
Og ved gennemgang af salgsstatistikkerne skal jeg anmode dig specielt være opmærksom på, at de canadiske skind rent faktisk har været (og måske fortsat er?) et godt ”redskab” til at dække over den store fortjeneste (takket være indhandlingstilskuddet), der er på de grønlandske skind!!
Ledelsens påstand om, at der alene sælges canadiske skind til Fjernøsten
Direktøren har flere gange påstået, at de canadiske skind alene sælges til Rusland og Kina.
Det er da korrekt, at de også aftager canadiske skind. Men det er ikke korrekt, når han påstår, at det kun afsættes til Fjernøsten! For faktum er, at de canadiske skind – i hvert fald indtil min fratræden – har været solgt side om side med de grønlandske skind fra selskabets salgskontor i Glostrup.
Det vil kunne dokumenteres ved at lade revisionen gennemgå salgsstatistikkerne. Og her vil det klart fremgå, at der også er sket et stort salg af canadiske skind (Phoca-skind) til danske kunder!!!
De canadiske skind er således direkte konkurrerende med de grønlandske skind!!
Det skal hertil bemærkes, at jeg absolut ikke går efter virksomheden. Men efter selskabets direktør, idet han med bl.a. ovenstående dispositioner i høj grad spiller hasard med selskabet. Og i øvrigt i høj grad med selskabets langsigtede fortsatte overlevelse. Og dermed også risikoen for fratage en stor del af de grønlandske fangeres levebrød!
For når først historien/idylliseringen omkring den grønlandske sælfangst i den store verden er ødelagt, vil det blive meget, meget svært at rette det op igen. Og det er årsagen til, at jeg ikke ser andre udveje end at blande mig i debatten.
Med venlig hilsen
Jacob Abelsen
Økonomichef i perioden fra august 2002 og frem til april 2005